Vidnesbyrd om alvorlige omsorgssvigt fortalt til Ældre Sagens rådgivning danner grundlag for en ny 140 siders krimi, der bliver udgivet i dag. Ældre Sagen står bag krimien, som skal være med til at råbe politikerne op, før flere ældre betaler prisen.
Barske dokumentarer og historier i medierne har de senere år gentagne gange afsløret alvorlige omsorgssvigt i ældreplejen. Men i takt med at historierne er blevet flere, er chokket og forargelsen begyndt at aftage.
Men skal ældreplejen virkelig lyde som en krimi?
Det spørgsmål stiller Ældre Sagen, der nu udgiver bogen Efterladt. Bogen består af 140 sider fordelt på 13 korte krimifortællinger, der er baseret på virkelige vidnesbyrd fra mennesker, der har oplevet omsorgssvigt og henvendt sig til Ældre Sagens rådgivning. Navne, steder og handling er dramaturgisk bearbejdet og opdigtet, men omsorgssvigtene i alle historier er baseret på ægte vidnesbyrd.
Ved hjælp af krimiens form bliver virkeligheden spejlet på en ny måde. Ikke for at underholde, men for at tydeliggøre, hvor alvorlige hændelserne er.
“Den type grove omsorgssvigt burde kun eksistere i uhyggelig fiktion. Men virkeligheden er desværre sådan, at det sker hver eneste dag rundt omkring i Danmark,” siger Ældre Sagens vicedirektør Michael Teit Nielsen og forsætter:
”Det kan ikke være rigtigt, at vi som velfærdssamfund trækker på skuldrene, fordi disse omsorgssvigt er blevet hverdag. Det kan vi ikke leve med. Derfor er vi nødt til at spørge: Skal ældreplejen virkelig lyde som en krimi?”
Kæmper for en omsorgsgaranti
Ældre Sagen kæmper for at få indført en omsorgsgaranti og håber, at bogen kan være med til at genstarte samtalen om kvaliteten af ældreplejen og de konsekvenser, svigt har for både ældre og deres pårørende. Problemet er stort i dag, men det bliver kun større i fremtiden, hvis der ikke handles.
“Vores mål er, at den slags historier kun skal findes i bøger i fremtiden. Lige nu er de en del af virkeligheden. Det er uacceptabelt” siger Michael Teit Nielsen.
I første halvår af 2025 modtag Ældre Sagen 95 henvendelser om omsorgssvigt. I sidste halvår af 2025 blev det tal fordoblet til 193.
Ældre Sagens nye bog bliver udgivet den 28. april som fysisk bog, e-bog og lydbog på www.aeldresagen.dk/efterladt
Om bogen ”Efterladt”
Efterladt er en samling frygtindgydende historier fra virkelighedens ældrepleje. Fortællingerne er autentiske vidnesbyrd om alvorlige omsorgssvigt, der er fortalt til Ældre Sagens rådgivning. Af hensyn til de involverede er navne, handling og steder dramaturgisk bearbejdet og opdigtet. De konkrete omsorgssvigt er gengivet som fortalt til Ældre Sagens rådgivning.
Fakta:
-
Næsten halvdelen af plejehjemmene kæmper med at levere den nødvendige pleje (Kilde VIVE, Normeringer på plejehjem 2025)
-
4 ud af 10 i Ældre Sagens spørgeundersøgelse svarer ja til, at de har oplevet omsorgssvigt enten på egen krop eller som pårørende (Kilde Ældre Sagen, spørgeundersøgelse blandt medlemmer 2026)
-
I første halvår af 2025 modtag Ældre Sagen 95 henvendelser om omsorgssvigt. I sidste halvår af 2025 steg tallet til 193. (Kilde, Ældre Sagens Rådgivning).