Man skal ikke frygte at blive gammel, men jeg forstår godt, hvis man gør det, når man følger dækningen i medierne og de mange skandaler. Først og fremmest, så er jeg meget fortrøstningsfuld, for der findes mange gode plejehjem.
Jeg oplever ikke, at der nødvendigvis er et skel mellem, at kommunale er dårlige og private gode, men at det handler om den lokale ledelse og kultur på stedet. Bemærk at alle plejehjem i Danmark finansieres af offentlige midler på den ene eller anden måde. Friplejehjem handler derfor ikke om økonomi, men om ledelsesfilosofi og retten til forskellighed og frit valg, også når man når en alder, hvor man ikke kan klare sig selv.
Det vigtigste for mig er at ALLE plejehjem giver en god og værdig pleje til ældre uanset styreform. Det kræver fokus på god ledelse, god kultur og glade medarbejdere. Plejehjem skal have flere frihedsgrader også de kommunale til at indrette sig på den måde, beboerne har brug for. Man kan ikke skære alle over en kam, der skal være en stor respekt for forskellighed og ikke mindst forskellig livshistorie. Det er helt afgørende for mig, at vi går den vej.
Alt for mange steder er personalet presset pga for få personaler, og lav status. Det er noget af det, som konservative vil ændre ved at gøre SOSU assistenter og hjælpere til autoriseret personale. Dermed får arbejdet en status, som faktisk kan fjernes, hvis man ikke egner sig til arbejdet eller hvis man begår svigt. Samtidig er det plejen, der skal være højstatus, ikke administrationen. Lederne skal være ude blandt personalet og vide, hvordan dagligdagen er, ikke sidde i møde på kontoret.
Det er et problem, at der skal gås tilsyn fra 3 forskellige steder, der måler stort set det samme. Det har jo ikke gjort tingene bedre. Derfor skal det forenkles, så der kun bliver et tilsyn at forholde sig til og formålet med tilsynet skal være forbedringer af plejen og forenkling af dokumentationen, ikke flere instrukser og retningslinjer. Lige nu er det også et selvstændigt problem, at tilsyn kan “lukke” private steder, men stort set uanset, hvor ringe et kommunalt sted er, kan det ikke lukkes. Og uanset hvor ringe den kommunale service er, så skal de overtage, hvis det privat sted lukkes. Her har der været eksempler, hvor folk har valgt et privat fordi den kommunale service var elendig, men så fik den private kritik, og borgerne måtte tilbage til den kommunale service, de havde fravalgt. Det er et problem, for det betyder jo, at den kommunale service ikke nødvendigvis har et incitament til at blive bedre med mindre det bliver en sag i medierne. Det er uhyggeligt og en urimelighed overfor borgerne, at den forskel er der.
Skal man frygte at komme på plejehjem?
Svar fra Charlotte Green, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti