NISSEN DELER GRØD MED ENGLEN

Af Kurt Villy Svendsen

I 1913 kunne alle Gammelnisser konstatere, at der var noget ved at købe julemærker, for da kom selveste Gammelnissen rigtigt på mærkerne.

En ung engel og en gammel, knælende nisse mødes, og som det ses på indledningsbilledet, er nissen bestemt ikke uvillig til at dele sin julegrød med englen.

Bagved lyser Betlehemsstjernen over grantræer, som i det stille drømmer om at blive forfremmet til juletræer.

Nissen er i julehumør, og det prægtige mærke, hvor hedenskab og kristendom mødes, er tegnet af billedkunstneren og maleren Joakim Skovgaard, som blandt meget andet stod bag freskomalerierne i Viborg Domkirke.

Teknikken var tidligere anvendt af en anden berømt maler – Constantin Hansen – da Hansen udsmykkede Københavns Universitets forhal.

Joakim Skovgaard, som var søn af den kendte – måske dygtigste danske landskabsmaler nogensinde – P. C. Skovgaard, blev født den 18. november 1856 i København og døde den 9. marts 1933.

I 1937 besluttede byrådet i Viborg at hædre skaberen af freskomalerierne, og der blev oprettet et museum til ære for Joakim Skovgaard og hans familie og de andre kunstnere, som medvirkede til udsmykningen af byens domkirke.

Besøg museet og se de skønne kunster. Adressen er Domkirkestræde 2 i Viborg.

Julemærket 1913 har lidt af en særstatus i min samling af julekort, for Hadsten-afdelingen er repræsenteret med et stort antal motiver fra dette år – de fleste med påklæbet julemærke.

Et af de flotte motiver er det fornemme julekort fra Nørregade med billedet af ”Villa Rosenholm” i sne – nyd dagens meget smukke motiv fra Hadsten.

Som jeg har beskrevet tidligere, hed huset fra begyndelsen ”Solbakken”, men den kendte Hadsten-købmand, Rasmus Holm-Pedersen – forgængeren for P. O. på hjørnet – omdøbte i 1912 villaen til ”Rosenholm”, hvilket fremgår af et interview, jeg har liggende med købmanden.

Op mod jul havde Holm-Pedersen interessante ting på hylderne, og i flere år bugnede juleudstillingen med funklende tysk legetøj, såkaldt Nürnbergkram: farvestrålende mekaniske spillemænd af blik, dukker, som kunne trækkes op og slå på tromme og biler i blik eller træ.

Her blev børnenæser trykket flade mod ruderne, hvad enten det nu var hos købmanden eller overfor i farvehandlen, som et par år efter blev åbnet af Holms bror, Poul Pedersen.

Lad os se et af den dygtige kunstner Alfred Schmidts sjove julekort, hvor Sigrid Skou i Galten Skole sender en venlig julehilsen til Nielsine Skovgaard-Jensen i Randers.

Gad vide, om ikke nissemor er lidt betænkelig ved mødet med den kæmpestore snemand?

Derefter følger et fantastisk flot kort, skabt af en af Danmarks dygtigste kvindelige tegnere af julekort – Helga Tesch.

Da jeg for mange år siden begyndte at samle på julekort, blev Helga Tesch straks en af mine yndlingskunstnere. Tegneren (født Zeiner-Lassen den 1.11.1875 i Helsingør) har frembragt en mængde af de herligste nissekort.

Helga Teschs´ nisser ser tit ungdommelige ud (også gammelnisserne), og så er de ofte i drillehumør.
Som nu på dette ægte julekort – stemplet den 24.12.1913, hvor de frække smånisser stikker af med den fine dames julehat.

Gad vide, om det var en hat i samme snit, en dame engang havde i tankerne, da hun først i december besøgte Hadstens kendte hattehandler, Kirstine Pind, populært kaldet ”Hattepinden”.

-God dag Fru Sørensen, sagde Kirstine Pind: -Hvad kan jeg hjælpe med?

-God dag, Frøken Pind. Har De en stråhat, jeg kan købe?

-Ja – naturligvis, selv om det er lidt uden for sæsonen, Fru Sørensen. Hvilken størrelse ønsker De?

-Det er såmænd lige meget, Frøken Pind. Det er bare til at samle grankogler i til en juledekoration…

På det sjove julekort med nissen, der sidder på postkassen og læser i årets julebog, er vi tilbage ved Lis Kristensens fine postkortsamling, som udgår fra Vissing, og det var Anna Jensen i ”Duelund”, der modtog hilsenen.

Den årvågne læser erindrer måske, at Anna var søster til Magnus Jensen, som var Lis´ bedstefar.

Niels Lassen Jensen – Lis´ oldefar – ejede ”Duelund”.

Det sidste julekort i denne omgang fra 1913 – pigen med juleroserne – blev sendt fra Barbara og Enevold Jensen, ligeledes til Anna i ”Duelund”.

Barbara var kusine til Lis´ bedstefar, Magnus i Vissing, og i 1913 kunne hun fejre sin første juleaften sammen med ægtefællen Enevold Jensen fra Hadbjerg. De blev gift 4.4.1913.

LIVETS VAND…

Af Kurt Villy Svendsen

Overskriften hentyder ikke til det noksom bekendte desinfektionsmiddel fra Aalborg Spritfabrik, men derimod til dagens julemærke fra 1905, hvor tegneren Hans Viggo Westergaard, født 29.juni 1870 i Horsens, står bag motivet.

Mærkets titel er ”Børn ved Kilde” og viser børn, der drikker af sundhedens vand.

Westergaard er endvidere ophavsmand til adskillige julekort – alle fornemt udført, hvad enten det drejer sig om nisser eller landskabsmotiver, og jeg viser nedenfor et par eksempler på hans færdigheder, som blandt andet omfatter en hel stribe nisser i gadebilledet fra Randers og en herlig nissetransport, trukket af stude, fra den jyske hede – dagens indledningsmotiv.

Pigen og drengen glædes over kildens rislende, sunde vand; den kilde som forhåbentligt vedvarende ville risle sig stor, så datidens svøbe – tuberkulosen – kunne blive udryddet og sikre Danmarks børn en sund og sygdomsfri opvækst.

Til det formål var indtægterne fra salget af julemærker et væsentligt bidrag, og i 1905 blev mærket trykt i 5 millioner eksemplarer.

Dagens næste julekort er også noget for sig: ”Telegrafnissen” er tegnet af en af mine yndlingskunstnere – Alfred Schmidt – født den 3. maj 1858 i Horsens.

Schmidt har tegnet et utal af finurlige gammel- og ungnisser i de mest fantasifulde opstillinger, og det viste kort blev allerede i 1890´erne udgivet som et kartonkort til at sende i brev.

Senere blev det trykt til brug på det åbne julekort, og her er kortet anvendt i julen 1905, men det er ældre, for kortet er af den gamle type, hvor der kun måtte skrives på billedsiden.

Hilsenen er beregnet til at stå på nissens lille telegramblanket og eventuelt i sneen. Først fra sommeren 1905 gav Postvæsenet tilladelse til, at der måtte skrives på portosiden, og det todelte kort, som stadig kendes, blev skabt.

Kortet blev sendt til Mathea Christensen, datter af skomagermester Søren Lading Christensen, Søndergade 16 i Hadsten.

Bemærk det usædvanlige stempel fra Nærum: Et såkaldt stjernestempel, som kun blev brugt i fem år og sendt som banepost på strækningen København-Holte.

Desuden endnu et postkort, anvendt som julehilsen. Et fantastisk motiv – Hadsten Højskole i håndkoloreret udgave – og igen af den gamle type med skrivefelt på billedsiden. Selv om vi er ved juletid 1905, har de nye kort endnu ikke vundet indpas.

Det er A. Dannemand, som ønsker købmand Mogensens kommis, Rasmus Jacobsen i Randers en glædelig jul.

Familien Dannemand stammede fra gården ”Margrethesminde” i Vivild ved Lyngaa tæt på Hadsten, men det er en helt anden historie…

Mathea Christensen var i øvrigt en boglig stærk pige, som fik megen ros af skolebestyrer J. K. Hansen i realskolen, men alligevel valgte hun den huslige linie, hvor hun 16 år gammel begyndte at arbejde på Hadsten Afholdshotel, ejet af arkitekt N. P. Egestad.

I køkkenet regerede imidlertid fru Annine Egestad, og hun var striks. De fem piger, etablissementet til stadighed havde brug for, blev ustandseligt skiftet ud.

-En dag følte jeg mig så forulempet og uretfærdigt behandlet, at jeg grædende løb hjem; gennem hele Østergade og tværs over jernbanesporene med skørterne og forklædet flagrende omkring benene, fortalte Mathea engang.

Medens hun klagede sin nød til moderen, kom skomageren ind fra værkstedet.

Da Søren Christensen hørte, datteren var løbet af pladsen, var kommandoen ikke til at tage fejl af:

-Den slags gør man ikke. Nu løber du tilbage igen, lige så stærkt, som du kom!

-Det gjorde jeg så, tilføjede Mathea. -Og jeg blev der i øvrigt i otte år, så helt tosset har det vel heller ikke været…

Hans Viggo Westergaard – en af de gamle tegnemestre

ENGEL MED JULETRÆ

Af Kurt Villy Svendsen

I 1933 fik juletræet endnu engang plads på et julemærke; denne gang båret af en engel. Et kunstnerisk flot mærke, udført af maleren og keramikeren Jais Nielsen (fulde navn: Johannes Knud Ove Jais-Nielsen), født den 23.4.1885 i Köln og død den 8.11.1961 i Hellerup.

Jais Nielsen har udført mange fantastisk flotte keramikvarer for Den Kongelige. Porcelænsfabrik, og de sælges ofte til høje priser på diverse auktioner. Værkerne er mærket JAIS.

Julemærket 1933 udmærker sig i min samling ved, at jeg har det anvendt med samtlige tre poststempler, der findes fra området: Hadsten, Lerbjerg og Voldum.

I 1987 var Hadsten helt oppe på mærkerne, for kommunens embedsmænd og de handlende havde fået den brillante idé at vise omverdenen, at i Hadsten turde man tænke stort.

Derfor skulle byens juletræ det år ikke blot være kæmpemæssigt – det skulle være Danmarks største!

Sjovt nok var navnet på Hadstens norske venskabsby på den tid netop Gran, og på de kanter havde man det ønskede træ: Hele 26,6 meter blev det målt på roden, men der gik en smule fra ved fældningen og tilskæringen, så da træet blev præsenteret med sine 800 lamper søndag den 29. november klokken 16, ragede det godt 25 meter op. Omkredsen på den tykkeste del af stammen var 175 cm.

I Hadsten var det ikke en lille, ydmyg engel, men kommunens velproportionerede borgmester – Leth Laursen – som præsenterede juletræet.

-Medens træet lå ned, kunne ingen rigtig danne sig et indtryk over dets størrelse, sagde borgmesteren og fortsatte:

-Jeg er overbevist om, at dette kæmpejuletræ med sine julelys i de næste 4-5 uger vil kaste sit skær ud over den i øvrigt smukt pyntede og oplyste handelsby. Træet vil stå som et lysende eksempel på, at det nu er jul i Hadsten.

En rigtig gammeldags jul med nisser, trolde og meget andet er nu en realitet. Ingen har sagt, at dette er Danmarks smukkeste juletræ, men det er Danmarks største og en rigtig gran, opvokset i Gran – på Norges stormomsuste bjerge!

GRANTRÆET

Af Kurt Villy Svendsen

Titlen på julemærket 1929 er ”Barn med juletræ”, og det blev udført af den eminente plakatkunstner Sven Henriksen. Mig bekendt nåede Henriksen ikke at fremstille julekort, men han var en fremragende tegner af udstillings- og reklameplakater.

Sven Henriksen blev født den 29. juli 1890 i København, men desværre afgik han allerede ved døden den 25. december 1935, efter at have stukket sig på et søm i sit værksted.

Der gik blodforgiftning i såret, og penicillin fandtes ikke.

Måske er Sven Henriksen ikke længere så kendt i offentligheden, men alligevel huskes hans fantastiske plakat fra bryggeriet ”Stjernen” stadig af mange.

Den flotte reklame findes også som emaljeskilt og viser en arbejdsmand, der drikker en øl.

Men tilbage til barnet med juletræet.

Juletræet, som naturligvis skal være et grantræ. Nu om stunder har ædelgranerne vundet indpas efter i mange år at have overladt den attråede plads til den gode, gamle rødgran.

Dog ser det ud til, at antallet af rødgransalget atter er i stigning.

Og så var der lige det med den attråede plads.

Ja – den kendte tegner af julekort – Mogens Lorentzen – skrev engang under billedet af et juletræ:

”I stenbro slår man ikke gerne rod – og endnu mindre på en træbensfod”.

Nej – det er bestemt ikke rart at blive udvalgt til at være juletræ.

Tænk bare på H. C. Andersen, som allerede i 1844 skrev eventyret ”Grantræet”, hvor det blandt andet lyder:

”Når det var ved juletid, da blev ganske unge træer fældet, træer som tit ikke engang var store. Disse unge træer, og de var just de allersmukkeste, beholdt altid alle deres grene, de blev lagt på vogne, og heste trak dem ud af skoven”.

Derefter følger nogle herlige dage for det udvalgte grantræ, men det ender alligevel med, at træet slæbes ud i en krog i gården, overladt til mus og rotters spot og spe, før børnene, der før var det så venligt stemt, tramper på det og kalder det væmmelige ord.

Til sidst hugger tjenestekarlen træet i stykker og smider stumperne ind under bryggerkedlen.

Og så var træet brændt ud. Forbi, forbi, skrev H. C. Andersen.

Men dansen omkring juletræet holder menneskene meget af, og efter sigende havde man allerede juletræer i oldtiden til de romerske solhvervsfester.

Senere nåede skikken til Frankrig og Tyskland, og det menes, at danskerne første gang mødte juletræet blandt indvandrede tyskere.

Danmarks første juletræ omtales i 1808, da grevinde Wilhelmine Holstein på godset ”Holsteinborg” anskaffede et træ til sin datter.

Blandt almindelige borgere blev det første juletræ tændt juleaften 1811. Det skete i Ny Kongensgade i København, hvor doktor Martin Lehmann – far til den senere kendte politiker og minister, Orla Lehmann – skabte stort postyr i kvarteret, da det loftshøje træ blev anbragt inde i stuen. Da de levende lys hen ad aften blev tændt på træet, rejste folk stiger uden for husets vinduer for at tage denne besynderlige adfærd af ellers fornuftige og sympatiske folk i nøjere øjesyn.

Nu havde Lehmanns da mistet forstanden…

Julemærket fra 1929 på det tidstypiske kort, som sendes til Niels Tønnesen på Volstrup ved Lerbjerg, er tegnet af Orla Muff – eller Orla Jacobsen – som var hans borgerlige navn.

Orla Muff står bag mange julekort med glade nisser iført store, vamsede huer, og ofte er denne kunstners grise udstyret med temmelig lange tryner.

Børn, landskaber og blomster mestrede han også.

Født den 22.4.1903 i København og død samme sted den 14.12.1984.

Vilhelm Hansens glade nisse, der sammen med sin velkendte, store, hvide kat henter juletræet, får vi med som indledningsbillede, og så til slut – naturligvis – et godt motiv fra Hadsten; denne gang et 30 år gammelt billede, hvor byens juletræ hejses til tonerne af ”Ud på flisen, Caroline”…

JULEMARKED OG ANDRE NISSERIER…

Af Kurt Villy Svendsen

Juletid er også markedstid, og før Coronaen forpestede landet, besøgte jeg altid Kolind Julemarked første weekend i december.

Her vrimlede det med nisser og brændte mandler i alle afskygninger, og der blev serveret klejner og æbleskiver til kaffen, og glade mennesker sad ved lange borde og fik kalenderlysene galt i halsen. Coronaens eftervirkninger kombineret med den ulyksalige krigssituation i Europa og deraf følgende stigende energipriser aflivede i år det gamle, hæderkronede julemarked og meget andet sjovt, vi holdt af.

Måske kan noget af det fornøjelige genopstå? Hvem ved?
Genopstandelser har vi heldigvis hørt om før.

Før i tiden kunne man tilmed være så heldig at støde på politikere af enhver partifarve på julemarkedet. De forsøgte med slesk tale og bolcher at købe gæsternes stemmer til kommende valg.

Faktisk kunne man ikke undgå dem, for den slags har det med at mænge sig.

Endvidere smisker de sig ind på børnene med balloner og billig lakridskonfekt.

En munter soldat fra Socialakrobaterne trak mig et år til side og råbte:

-Ja – værs´go, snup du bare et bolche…
Jeg gik nærmere og betragtede udvalget.

-Hvis det ikke går for hårdt ud over partikassen, vil jeg faktisk hellere have en kuglepen, svarede jeg, og det havde kammeraten ikke noget imod. Da hans blik ramte min skjortelomme, tillod han sig dog at brumme: -Det ser ellers ud til, at du har nok i forvejen…

-Hov hov, svarede jeg: -Den ene er en hobbykniv, men lad være med at sige det til nogen…

-Nej for pokker, grinede kammeraten: -Så bliver du sgu´ anholdt lige på stedet og kørt i Norddjurs arresthus…

I selvsamme øjeblik var det, at tankevirksomheden blev skærpet, for mit kære gamle familiemedlem, Fætter Villy fra Randers, nærmede sig boden.

Vi ses ikke så ofte, men alligevel undrede det mig, at han bar hvid kittel, og der rundt om hans hals hang et stetoskop. Måske var det Villys nye stil.

Da opdagede jeg, at fætter i den ene hånd holdt en blodtryksmåler, og under armen sad en synstavle. Desuden stak der mindst fire røde-kors kuglepenne op af hans jakkelomme bag et par servietter og nogle gummihandsker.

-Nå, det var da hyggeligt, Villy, begyndte jeg, men han afbrød mig:

-Hej Kurt Villy – gamle homo. Det er længe siden, hvad? Jeg var for resten ved læge i går. Inde i Dytmærsken, du ved. Hun siger, jeg lider af kleptomani, og jeg aner sgu´ ikke engang, hvad ordet det betyder… Gi´r du en bajer…?

Medens vi drak øllet, faldt snakken på Hadstens stolte folkefest, Lilleåmarkedet, men tidligere tiders velbesøgte hestemarkeder i stationsbyen kom vi også ind på.

En forhenværende gårdejer fra området ved Lerbjerg blev som dreng sat til at gå bagved og genne på en hest, der skulle afleveres til en handelsmand på markedet i Hadsten.

Knægten, der trak hesten, var imidlertid en overfrisk laban, der mente, at det først og fremmest gjaldt om at få solgt hesten.

På vejen mødte de en anden handelsmand, der interesseret betragtede dyret.

-Er den krikke til salg, spurgte han.

-Ja, fanme´ så, råbte knøsen, og efter lidt parlamentering frem og tilbage blev der givet håndslag, og så var den hest omsat.

Dette blev ikke modtaget med begejstring af handelsmanden, der allerede havde købt hesten, og som et par rigtige gammelnisser kom de op at slås om retten til dyret.

Sådan kunne der let opstå skærmydsler, når det månedlige marked blev afholdt på pladsen tæt på byens velkendte udskænkningssted – Hadsten Kro – hvor der meget belejligt efter veloverstået handel kunne drikkes lidkøb, så man kunne få en ordentlig blæser på.

”BARNET I SENGEN”

Af Kurt Villy Svendsen

Jeg har adskillige julekort med det sengeliggende barn på julemærket anno 1937, men netop fra Hadsten er der langt mellem de humørfyldte nissekort fra det år.

Til gengæld kan vi nyde synet af byens på en gang flotte, men også særprægede kirke, Sct. Pauls, hvis 100 års fødselsdag som bekendt blev fejret i 2019.

M. og N. Toftgaard sendte en venlig julehilsen til Allan Damgaard Hansen i København, og Toftgaards spenderede 4 øre ekstra på forsendelsen, idet kortet er forsynet med to julemærker.

Hver gang, jeg ser julemærket fra 1937, gribes jeg af en vemodig følelse, for mærket minder mig om en sang, min bedstemor lærte mig, da jeg var lille: ”I en sal på hospitalet”.

Det er en uhyggelig realistisk sang, en dyster vise, som omhandler en lille, brystsvag – altså tuberkuloseramt – pige, som da også til sidst – efter adskillige genvordigheder – afgår ved døden.

To af de gribende vers omhandler julen og lyder som følger, hvis nogen ikke kender sangen:

”Og til sidst med fred i følge
julens glade højtid kom,
men en lille røst var stille,
og en lille seng stod tom,
men en lille røst var stille,
og en lille seng stod tom.

I sin grav nu trygt hun hviler
under snebelagte skrud,
efter denne lange vinter
er hun gået hjem til Gud,
efter denne lange vinter
er hun gået hjem til Gud”.

Julemærkets udgangspunkt var blandt andet at hjælpe tuberkulosesyge børn, men jeg ved intet om, hvorvidt kunstneren Arne Ungermann havde det aspekt med i skabelsen af julemærket 1937, som i visse frimærkebøger omtales som ”Barn i seng” og andre steder bærer titlen ”Barn betragter julestjernen”.

Betlehemsstjernen; stjernen fra Gud, ses da også udenfor vinduet på mærket, og nedenfor sengen ligger et klippet julehjerte, som sagtens kan symbolisere liv, glæde og kærlighed i vinterens mørke tid. Jeg vælger at tolke mærket som et symbol på forventningens glæde, set gennem en lille kernesund drengs øjne, for julen er nu engang glædens tid: ”Glæden er jordens gæst i dag, med himmelkongen den lille”, som skrevet står.

Og glæde var der omkring Arne Ungermann, født den 11. december 1902 i Odense og død 25. februar 1981 i Humlebæk.

Ungermann var en eminent børnebogsillustrator, blandt meget andet kendt for de fantastiske tegninger i ”Okker Gokker Gummiklokker”, ligesom Arne Ungermann er manden bag samtlige fine vignetter til TV-serien ”Matador”.

Stribevis af nydelige julekort og postkort med pæne motiver blev det også til.

Et andet godt lokalt postkort er motivet med rutebilen ”Hadsten-Silkeborg” ud for Hadsten Banegård, som det også er lykkedes at finde med julemærket 1937.

Knud Lynge Ottosen har fortalt mig, at man lokalt benævnte den gamle ”slæwer” for ”Hammel-bilen”. Den var altid den ældste og mindste fra DSB´s garager, og næsten ingen brugte den til eller fra Hadsten.

Ungerne i Neder Hadsten skulle komme hjem, når rutebilen tøffede forbi klokken 17, og det gik så langsomt, at ingen kunne overse den. Mange er de forældre, som har måttet høre på undskyldninger som: ”Jamen, far – den var forsinket”, eller ”Jeg har slet ikke set ”Hammel-bilen” endnu…

Nå, men lidt julemorskab skal vi ikke skånes for – heller ikke i 1937, hvorfor dagens indledningsbillede er et godt motiv af Vilhelm Hansen.

Gammelnissen på dette herlige julekort lærer ved hjælp af god, gammeldags nissepædagogik stiklingen at komme hjem, når rutebilen kører forbi. Og så kan knægten ellers komme i seng bagefter – uden aftenrisengrød..!

Vilhelm Hansen har tegnet en række aldeles herlige postkort med nisser, som kommer ud for lidt af hvert, ofte i selskab med grise, katte, harer og mange andre dyr.

DANMARKS FØRSTE JULEMÆRKE –

OG VERDENS…

Af Kurt Villy Svendsen

Forrige afsnit berettede om idéen til det, der blev verdens første julemærke – det danske fra 1904 – med Dronning Louise som motiv.

Dronningen sidder omgivet af blomsterranker og rigsvåbnet – et meget elegant mærke. ”Vi fører løver i vort skjold af hjerter tæt omsatte”, som der står i den gamle sang af Grundtvig.

Omkring julemærkets udgivelse i 1904 bragte datidens store ugeblad ”Illustreret Familie-Journal” den 18. december følgende korte notits ved siden af et billede af mærket:
”En brillant idé.

Postekspedient Holbøll i København har haft den udmærkede idé at foreslå udstedelsen af et ”Velgørenhedsmærke”, som efter behag kan påklæbes breve”.

Julemærket fra 1904 er stadig let at finde blandt frimærkehandlere og på byttemøder, men det er straks noget vanskeligere at finde mærket på et julekort.

Jeg har samlet og interesseret mig for Hadstens posthistorie i over 40 år og har aldrig set et brev eller kort fra Hadsten, Lerbjerg eller Voldum med mærket fra 1904, så lokalt er det meget sjældent.

Jeg har drøftet julemærket 1904 adskillige gange med andre postkort- og julemærkeinteresserede, og der er en mulighed for, at mærket slet ikke er blevet solgt i Hadsten.

Det bør i den forbindelse huskes, at Hadsten i 1904 endnu ikke rådede over et postkontor, men kun en jernbanepostekspedition.

Datidens lille boglade i det nuværende Søndergade, ejet af J. B. Aastrup, omtaler ikke mærket i nogen af sine annoncer, og det er højst tvivlsomt, om jernbanepostekspeditionen har forhandlet julemærker i 1904. Alligevel kan datidens afsendere af julehilsner sagtens have benyttet mærket, som kunne købes i Randers og Århus.

Således presset må man gå på kompromis med samleområdet, og heldigvis er Laurbjerg med i Favrskov Kommune. Fra denne tidligere stationsby har jeg et virkelig godt julekort fra 1904, komplet med mærke.

At kortet samtidig indeholder en fin, lille lokalhistorie, gør det ikke mindre interessant.

Motivet, udgivet af Valdemar Tvenstrups Forlag i Randers, viser ”Nymølle ved Laurberg og Sluserne”. Kortet sendes med de hjerteligste jule- og nytårshilsner af familien Kr. Welling, og hilsenen gælder familien Raun på ”Løjstrupenggaard”.

Som det ofte ses, er julemærket placeret i kortets venstre hjørne, og da frimærket er sluppet uden om postekspeditionens stempel, har landpostbuddet på korrekt vis valgt at blækannullere mærket.

Jens Kristian Jensen Welling, født den 21.10.1843 i Gjessinggaard Mølle, Tvede Sogn, Nørhald Herred, var gift med Mathilde Louise Hansen af København.

Foruden at være Cand. phil. var Welling gård- og mølleejer i Nymølle ved Laurbjerg, hvor også sønnen – Johannes Welling – boede.

Det skal vise sig at blive Kristian Wellings sidste jul, for den 16.6.1905 afgik mølleejeren ved døden, kun 61 år gammel. Sønnen Johannes og hustruen, Ingeborg, overtog derefter Nymølle.

Det viste julekort er formidlet af et bud, som gik ud fra jernbanepostekspeditionen i Laurbjerg, hvor stationsforstanderen i 1904 hed Frederik Chr. Møller Honum.

Forstanderen boede i stationsbygningen sammen med fru Kathrine, 6 børn, en stuepige og en trafikelev.

Ja, svundne stationsbyer med alt deres brogede liv.

Snydes for en ægte dansk nisse anno 1904 skal de ærede læsere imidlertid ikke, og når han tilmed har et bierhverv – eller en Nebengesjæft på godt dansk – som postbud, bliver det ikke større.
Kunstneren Eigil Petersen er manden bag det i alle henseender nydelige julemotiv, og Petersen, der var født så langt borte som i Klaksvig på Færøerne (14.7.1876), udgav talrige spændende julekort, hvor en rigtig Gammelnisse – ofte med høj cigarføring – udfører dristige, frække julekunster overfor borgerskabet. Nyd Eigil Petersens hyggelige Gammelnisse som dagens indledningsmotiv.

Hvad kunne godtfolk i Hadsten ellers komme i julehumør over i 1904?

Jo – man kunne gå hen til ølhandler L. P. Mortensen i Nørregade og nyde hans glimrende produkter fra Ceres og dertil få et “Glædelig Jul” med i købet samt Mortensens vise ord: ”Ja – det løber op, det, der løber ned”…